Videre til indhold | Videre til menunavigation

Forside   Blog   Til Seniorsurf-dag i Tønder

Til Seniorsurf-dag i Tønder

På Seniorsurf-dagen fredag den 7. oktober 2011 blev ældre it-begyndere over hele landet introduceret til internettets muligheder. Over 250 biblioteker, datastuer og andre undervisningstilbud holdt åbent hus.

Sønderjysk samarbejde

”Der er langt mellem husene på Tønder-egnen”, fortæller Karl Posselt, der er ledende bibliotekar på Tønder Bibliotek. Og det er ikke løgn. Turen gennem kommunen går langs kilometervis af korn- og majsmarker, indtil Tønders tage omsider dukker op i horisonten som en mikro-metropol i en verden af grovfoder.

På Tønder Bibliotek har man ingen bestemt forventning om tilstrømningen til Seniorsurf-dagen. ”Men”, siger Karl, ”vi har taget initiativ til et samarbejde med ældrecentrene i kommunen om at synliggøre de steder, man kan komme til åbent hus”. 

Karl Posselt har sammen med kolleger fra Tønder Kommunes Biblioteker initieret et samarbejde, om at sætte spotlight på Seniorsurf-dagen i lokalområdet.
 

”Ønsket har ikke været at trække folk fra ældrecentrenes datatilbud til bibliotekerne”, forklarer Karl om samarbejdet. Bibliotekets rolle har i høj grad været koordinerende, og har indebåret registrering af alle undervisningssteder, som har ønsket at holde åbent hus på Seniorsurf-dagen, og efterfølgende kollektiv markedsføring via bibliotekets hjemmeside og en fælles pressemeddelelse, som er blevet sendt rundt til de lokale medier.

”Det er jo netop bibliotekerne, der har ressourcerne til den slags”, slutter Karl.

 

Mozart på nettet

I mellemtiden er dagens første seniorsurfer ankommet til Tønder Bibliotek. Hilkka Søndergaard er 71 år, pensioneret gymnasielærer, og har boet i Tønder i 40 år. Ved siden af sidder it-bibliotekaren Ulla, der guider Hillka gennem den digitale skattejagt – et værktøj Danmarks Radio har udviklet specielt til dagen.

”Ja, nu fanger bordet”, siger Hilkka og skribler flittigt i sin medbragte notesbog. Men det er ikke bekymring over udsigten til øget digital kommunikation med det offentlige, der har fået Hilkka til at troppe op på biblioteket i dag.

”Jeg kan så godt lide at høre Mozart mens jeg går og vasker op”, forklarer hun, ”og nu skal man snart være på internettet, hvis man vil høre P2”.


Hilkka Søndergaard indtager en Sønderjysk specialitet; gode råd. ”Husk, at her nede siger vi [goed raij]”, siger den pensionerede gymnasielærer, ”du må hellere skrive det fonetisk”.

 

Ulla viser, hvordan man kan bruge søgefeltet på DR’s hjemmeside til at finde information om internetradio, men Hilkka har allerede fået øjnene op for en ny mulighed.

Det er fordelene ved at kunne se tv-programmer når man vil, og dermed udsigten til en mere underholdende fredag aften, der åbenlyst appellerer til Hilkka, som understreger, ”jeg ser jo ikke Vild med dans”.

 

88-årig i cyberspace

500 meter nede af vejen ligger Seniorcenter Tønder. Følger man duften af friskbrygget kaffe ender man på førstesalen, hvor it-underviserne Annegrete Lynggaard og Uwe Petersen er kommet på overarbejde i centrets datastue, Musereden, der i dag vrimler med it-nysgerrige seniorer.

”Vi er rigtig glade for den digitale skattejagt”, siger Annegrete. ”Den er nem at sætte folk i gang med, og så kan vi gå lidt fra bord til bord imens”.

Ved en af seniorcentrets seks computere sidder Ingrid, der bliver 89 til maj. Ingrid har aldrig brugt en computer før, men føler sig, efter en rum tids intens musetræning med Uwe, parat til at gå lidt på opdagelse i cyberspace.

Første stop er orkideimperiet.dk, hvor det lykkes Ingrid at finde oplysninger om orkidéer, hun ikke kendte i forvejen. Og det er en bedrift, for Ingrid ved meget om orkidéer. ”Det er utroligt, at man bare kan skrive et ord, og så dukker der en hel masse op”, siger hun.


Ingrid på 88 bruger computeren til orkidéforskning.

 

Af: Thomas Månsson D. 31.10.2011 - kl. 10:55