Kulturnat i Videnskabsministeriet
It-formidlerne Jørn, Stella og Jens Emil gav en hånd med til kulturnat i Videnskabsministeriet.
Blandt en kagebod, et fadølsanlæg og fremvisning af landets mest opsigtsvækkende forskningsresultater står it-formidlerne Jørn, Stella og Jens Emil. De er med til kulturnat i Videnskabsministeriet som repræsentanter for Lær mere om it-netværket.
Jørn, Stella og Jens Emil er it-formidlere fra Ældremobiliseringens datastuer på henholdsvis Nørrebro og Frederiksberg. Til kulturnatten bemandede de Lær mere om its computercafe, som stod midt i Videnskabsministeriets kantine. Det var de tre it-formidleres opgave at besvare spørgsmål om NemID og hjælpe folk med at bestille den nye digitale signatur.
Der var gang i butikken hos de tre it-formidlere i computercafeen. Videnskabsministeriet havde på Kulturnatten 2700 besøgende, hvilket er dobbelt så mange som året før. Jørn, Stella og Jens Emil havde placeret sig taktisk klogt i den tætte trafik mellem kageboden og fadølsanlægget. Så når folk satte sig ned for at spise kage eller drikke øl, kunne de nå at få svar på spørgsmål om NemID og andre digitale løsninger.
Jørn, Stella og Jens Emil fik hjulpet mange mennesker på Kulturnatten. Og de syntes selv, at det var sjovt at dele ud af deres viden, så Kulturnatten må siges at have været en succes.
| Af: Sofie Schaumburg-Müller | D. 28.10.2010 - kl. 15:30 |



