It-formidler i ghettoen
It-formidler Søren Petersen fortæller om sit arbejde på biblioteket i Gellerup i Århus
Hvordan forener man teori og praktisk i hverdagen, når man skal formidle it til brugere med mange forskellige nationaliteter, der taler forskellige sprog og måske aldrig har åbnet en browser?
It-hjørnet
Den udfordring stod it-formidler Søren Petersen fra Gellerup Bibliotek overfor, da han begyndte som it-formidler. Løsningen fandt han i et afsides hjørne af biblioteket.
Hjørnet ligger i bibliotekets ungdomsafdeling. Mellem bøger og tegneserier står der tre computere, som hver tirsdag og torsdag bliver omdannet til Sørens ’It-hjørne’.
”Jeg ville jo gerne gå i gang med at lave kurser om it. Men jeg vidste ikke, hvad niveauet var hos brugerne, eller hvad de havde behov for”, siger Søren Petersen. Så han besluttede sig for at oprette ’It-hjørnet’, som er en åben it-workshop.
Hvordan åbner man en browser?
”Det er meget vigtigt, at ingen bliver lukket ude i Gellerup. Derfor kan alle komme i it-hjørnet med problemer af enhver art”, siger Søren Petersen. Og brugernes it-problemer har vist sig at være meget basale.
”Nogle har ikke lært at åbne en browser, for de ved ikke, hvordan man dobbeltklikker med musen. Jeg har også hjulpet en mand, der var fortvivlet over ikke at kunne se sin lønseddel, fordi han ikke havde adgang til sin e-Boks. Det viste sig at være fordi, han ikke vidste, hvordan man staver til ’e-Boks’”, fortæller Søren Petersen, som efterhånden har fået et indtryk af, hvordan han kan hjælpe sine brugere.
Det vigtigste, han kan gøre for at hjælpe sine brugere, er at tage udgangspunkt i deres praktiske behov og give sig god tid til at forstå brugeren ved den indledende kontakt.
Inspiration fra Lær mere om it-netværket
Inspirationen til at tage udgangspunkt i det praktiske it-behov har Søren Petersen fået fra et kursus i den pædagogiske metode, der bruges i Lær mere om it-netværket. Metoden tager netop udgangspunkt i situationer og it-behov fra brugernes hverdag.
Søren har med It-hjørnet forberedt sine brugere på at kunne komme på it-kurser. Åbent hus-ideen har vist, hvad behovet og niveauet er, så her i efteråret starter Søren kurser op om, hvordan man kommer i gang med at bruge internettet.
Hvis du gerne vil fortælle om dit arbejde som it-formidler, så kontakt redaktionen@it-formidler.dk.
| Af: Sofie Schaumburg-Müller | D. 29.10.2010 - kl. 08:55 |



