Hvad lærer man på Lær mere om it-efteruddannelsen?
Glem alt om screendumps og projektor. Vejen til effektiv it-undervisning ligger i tuscher, tavle og god pædagogik. Det første af en række efteruddannelseskurser for it-undervisere blev afsluttet i Odense før jul. Læs her om, hvordan undervisningen foregår. Mød også it-underviseren Lars fra Bornholm, og hør, hvad han har fået ud af at være på kursus.
Der er musestille i lokalet oppe under taget på professionshøjskolen i Odense, hvor Lær mere om it-efteruddannelsen finder sted. Koncentrationen er rettet imod en af kursisterne, der holder oplæg for sine holdkammerater. Med en grøn, en rød og en blå tusch i hånden står han foran et whiteboard og fremlægger et undervisningsmodul, som han har lavet sammen med sin gruppe.
It-undervisning med håndtegning
Lær mere om it’s efteruddannelse af it-undervisere strækker sig over otte dage og tager udgangspunkt i en pædagogisk metode, som bygger på ideen om, at borgere på it-kursus skal introduceres for præcis det, de har brug for og ikke mere.
Samtidig skærper det deltagernes koncentration, at underviseren bruger whiteboard og tuscher til undervisningen og ikke screendumps og powerpoint. Hensigten med metoden er, at deltageren koncentrerer sig bedre ved at følge med i enkle håndtegninger end ved at blive overlæsset med information fra screendumps.
Pædagogikken er fundamental
Da oplægget er færdigt, brydes stilheden af en klapsalve fra holdkammeraterne og en ligefrem efterkritik går lokalet rundt i en jovial tone, der giver et praj om, at deltagerne nu på kursets femte dag kender hinanden godt.
Underviser Bjarne Herskin samler op på fremlæggelsen og de ting, som man skal huske som underviser. ”Jo mere komplekst noget er at undervise i, jo vigtigere er det at fokusere på overblikket. Det handler om at dreje på de pædagogiske knapper, ikke de indholdsmæssige”, pointerer Herskin og understreger således, at pædagogikken er fundamental for en effektiv it-undervisning.
Der bliver afviklet yderligere tre Lær mere om it-efteruddannelsesforløb i 2011 i henholdsvis Aalborg, Vejle og København. Pladserne er allerede besat, men følg med i nyhedsbrevet for nyt om kurser.
Om Lars, it-underviser fra AOF, Bornholm
Lars Nielsen er 49 år og underviser i it hos AOF i Rønne. Han er næsten lige begyndt som it-underviser efter et karriereskift fra jobbet som it-konsulent. Hos AOF i Rønne underviser Lars Nielsen aftenskolehold i it for begyndere og let øvede. Og så underviser han på kurser i jobsøgning af fire ugers varighed.
På Bornholm har AOF nemlig vundet en udlicitering af kommunale jobsøgningkurser. I følge Lars Nielsen har mange af kursisterne ofte ingen uddannelse og ingen it-erfaring. Derfor får de i løbet af de fire uger, kurset varer, basale it-kundskaber, som sætter dem i stand til at bruge jobnet.dk og søge jobs på nettet.
Sluk for computeren
Hvad har Lars Nielsen lært på Lær mere om it-efteruddannelsen, som han kan tage med tilbage til sin egen undervisning på Bornholm? ”Jeg har lært, hvorfor traditionel it-undervisning med powerpoint og projektor ikke duer. Man har glemt alt det, man har lært, efter et par uger. Nu ved jeg hvorfor – man forstår ikke sammenhængen på samme måde, som hvis underviseren selv tegner og fortæller. Tegningerne på whiteboard betyder meget”, vurderer Lars Nielsen.
For Lars Nielsen var det en overraskelse, at der blev lagt så meget vægt på at tegne og fortælle historier i it undervisningen. ”De første tre dage på efteruddannelsen åbnede vi slet ikke computeren. Det hele foregik på whiteboard og på en papir flip-over”, fortæller Lars Nielsen. Han vurderer, at han vil komme til at bruge alt, hvad han har lært på Lær mere om it-efteruddannelsen, når han kommer hjem til Bornholm. ”Før brugte jeg selv PowerPoint, når jeg skulle undervise. Men jeg vil bruge det meste af det, jeg nu har lært, i fremtiden. Hele metoden er jo en færdig pakke.”
| Af: Sofie Schaumburg-Müller | D. 05.01.2011 - kl. 11:15 |



