Videre til indhold | Videre til menunavigation

Forside   Blog   15 år og it-guide

15 år og it-guide

Om samarbejdet mellem Køge Bibliotek og byens ungdomsskole

tove og frederik logger på hotmail

”Nu skal jeg lige ind på internettet igen. Og hvor er det så jeg skal huske at klikke?”, spørger Tove Larsen it-guiden Frederik Mott. Sammen sidder de koncentrerede foran en computer i datahjørnet på Køge Bibliotek. Tove er pensionist, og i dag er hun taget ind til biblioteket, for at få hjælp med computeren af Frederik på 15 år. 

Køge Bibliotek har indgået et samarbejde med byens ungdomsskole, som går ud på at rekruttere unge fra skolen til fritidsjob som it-vejledere på biblioteket. Samarbejdet er et eksempel på, at unge kan bruge deres viden om computere til at lære andre mere om it.

Frederik viser Tove, hvor hun skal klikke. Han er tålmodig og taler med hende lidt som var hun hans egen bedstemor. Frederik går i 9. klasse og bruger meget tid på at spille guitar. Men da han gennem ungdomsskolen fik mulighed for at få et fritidsjob som it-guide, slog han til. ”Jeg ved jo meget om it”, siger Frederik henkastet, som om det var en selvfølge.

Frederik hjælper Tove med at oprette en hotmail-konto. Tove skal bruge en e-mail, for hun vil gerne være med i en konkurrence om at vinde en bil hos det lokale supermarked. Og her skal man deltage elektronisk. ”Nu skal jeg huske at sætte punktummet det rigtige sted”, tænker Tove højt, mens hun indtaster webadressen. Frederik sidder ved siden af og guider hende roligt videre. Inden han begyndte som it-guide var han på kursus i, hvordan man kan formidle sin viden om it.

For Køge Bibliotek har det været vigtigt at klæde de unge it-guider godt på, før de blev sluppet løs i datahjørnet. Kurset, der blev afholdt af Køge Biblioteks erfarne it-formidlere,  har lært de unge, hvordan man formidler sin viden og at det er godt at tage udgangspunkt i nogle konkrete situationer og behov fra brugerens hverdag.

Frederik - 15 år og it-guide

”Jeg har lært, at jeg skal forklare tingene helt simpelt. Nogen gange kan jeg gøre det ved at bruge et andet ord og fx sige ’knækpil’ i stedet for ’enter’”, siger Frederik. Det er mest ældre mennesker, der er it-nybegyndere, som kommer for at få hans hjælp.

Men hvordan er det så at guide de ældre brugere? Bliver Frederik ikke træt af at skulle gentage alting? ”Næh, det er fedt at lære fra sig”, slår Frederik fast. ”Man skal tage hensyn til folk og tage sig den tid, der er brug for. Jeg bliver glad, når de ældre har lært noget.”

Af: Sofie Schaumburg-Müller D. 30.09.2010 - kl. 16:05

15 år og IT guide

Skrevet af Susanne Meyenburg den 25/02 2011 15:42

Dejlig artikel om unge IT-guider. Er nysgerrig, var de på noget formelt kursus i at undervise? Forberedte de sig eller gik de bare i gang?

15 år og IT guide

Skrevet af Sofie Schaumburg-Müller den 04/03 2011 14:04

Kære Susanne,
tak for ros : )
Så vidt jeg husker var de unge it-guider gennem et kursus på 4 eller 6 undervisningsgange, hvor de bl.a. lærte, hvordan man lærer fra sig. Hvis du vil vide mere, så kontakt Anders Kragh Sørensen fra Køge Bibliotekerne.

Få hjælp online

Skrevet af Michael den 23/11 2011 13:21

Hej

Vil bare lige tilføje at der også findes online hjælp, når man ikke lige er på kursus og har en guide ved hånden. Der findes mange rigtig gode danske sider, hvor man kan stille spørgsmål og læse IT artikler mm.

Se evt. http://www.it-artikler.dk